irenemynthe.dk
 
Kaffebaren Sønder Boulevard

Fra udstillingen Just a Moment

 
Interview til Radio86 (Alt om Kina)

December 2011 mødte Radio86 kunstneren og antropologen Irene Mynthe på en kunstcafé på Vesterbro i København, hvor hun udstillede sine malerier fra Kina.

Vægene på caféen er udsmykket med de malerier og tegninger, som hun udførte mens hun tilbragte halvandet år i Kina.

”Jeg havde været i Beijing en uge tilbage i halvfemserne. Så det var et helt andet Kina som jeg havde i baghovedet,” fortæller Irene.

”Da vi skulle på pre-visit i december 2009, da blev jeg virkelig overrasket over at se, at Tianjin var sådan en kæmpe millionby med masser af skyskrabere. Vi kørte forbi den ene Gucci-butik efter den anden. Vi var også inde i Beijing og det var jo også en helt anden by end den jeg havde oplevet,” husker Irene.

Irene havde altid tegnet og malet og da hun nu var taget med sin mand og to børn til Tianjin, så besluttede hun sig for, at nu var tiden kommet, hvor hun skulle dedikere sin tid til at male og tegne. Den mulighed havde hun nemlig drømt om i noget tid. Nu havde hun både tiden og et spændende land at gå på opdagelse i.

 

Abstrakt – hvad er det?

Irene opdagede dog hurtigt, at der er markante forskelle mellem Danmark og Kina når det kommer til indgangsvinklen til det at male.

 

”Der er en helt anden tradition i Kina. Der er det en dyd at kopiere en mester. Man ser [ofte] de samme motiver i den klassiske kinesiske kunst og det synes jeg de tager lidt med over i den moderne kunst. De dyrker nogle bestemte motiver. For eksempel er Mao blevet benyttet meget i den nutidige kunst,” fortæller Irene.

Hun har også oplevet, at det kan være svært for kineserne, at se, hvad abstrakt kunst er for en størrelse.

”Jeg havde en lærer i kinesisk som kom hos mig hver uge. De første gange havde jeg nogle billeder hængende som hun studsede meget over og lidt genert sagde 'This is nice, but eh...what is it.'. Hun forstod ikke det ikke rigtig for hun havde ikke set sådan noget før," siger Irene og fortsætter:

"Men efterhånden som hun kom hos mig mange gange, så begyndte hun at kommentere mine billeder mere og når jeg forklarede, at det var noget med nogle stemninger og følelser, så kunne hun godt genkende det.”

 

Fortid, fremtid og nutid


De mellem femten og tyve tegninger og malerier, som hænger på vægene på kunstcaféen på Sønder Boulevard i København, er for Irene Mynthe et forsøg på at skildre kineserne som folk, der har et andet forhold til tid.

 

”Udstillingen hedder 'Just a moment' og det [hedder den fordi] jeg synes der er en anden oplevelse af tiden i Kina. Jeg synes generelt man er bedre til at være i nuet, hvor man eksempelvis i Danmark altid er lidt i fremtiden eller lidt i fortiden og aldrig 'lige nu og her'. Jeg synes kineserne generelt er gode til at være nærværende og de har et ideal om at være i det man gør,” forklarer Irene Mynthe.

Jeg bliver meget inspireret af ansigter. Specielt gamle ansigter. Ved de rigtig gamle ansigter, der synes jeg næsten man kan se alt det de har været igennem.

Et eksempel på kinesernes nærvær, ser Irene blandt andet i de mænd hun observerede i parkerne, der satte drager op.

”De gør det fuldt ud. De tænker over hver bevægelse og det bliver nærmest meditativt for dem, tror jeg. Det er meget interessant at opleve og iagttage den måde man bruger bevægelser i parkerne [med drager] og Tai-Chi.”

Irene Mynthe havde altså ikke langt sin antropolog-hat derhjemme. Derfor fik hun også øje på de forskelle, der nok kan karakteriseres som spøjse.

”Jeg synes det er spændende at betragte mennesker og deres adfærd. For eksempel ville man i Kina ikke vende sig om, hvis der er en der går baglæns ned af gaden med sin attachetaske fordi han er på vej til arbejde. Hvis nu man så en der gik baglæns her [i Danmark], så ville man vende sig om og tænke, 'hvad sker der for vedkommende'. Men det er hverdag. Det er en øvelse, at man går baglæns. Nogen gange i parkerne går de også baglæns og klapper samtidig, for på den måde øver man sin motorik og balance. Det er en anden måde at tænke på og opleve verden på,” forklarer Irene.

 

Gamle ansigter er som landskaber


Flere af billederne i udstillingen er afbildninger af ansigter, der virker meget krogede. For Irene repræsenterer de mennesker hun har mødt, hvor hun har følt, at de dybe fuger og folder i ansigtet har fortalt en historie.

 

”Jeg bliver meget inspireret af ansigter. Specielt gamle ansigter. Ved de rigtig gamle ansigter, der synes jeg næsten man kan se alt det de har været igennem. Der er nogle, der er krigsveteraner fra dengang med den japanske invasion og så har de oplevet alt muligt under kulturrevolutionen. Jeg synes nogle af de ansigter nærmest er helt skæve, og egentlig meget maleriske, at de er næsten ligesom landskaber,” fortæller Irene.

En anden ting, der har inspireret Irene Mynthe har været de historier, der opstår ved store episoder som naturkatastrofer.

”Jeg læste om en hr. Wang. Hans kone ringede til ham, men han hørte ikke telefonen ringe. Et øjeblik efter så var hele landsbyen med hans familie begravet i mudder. Et af mine billeder hedder 'Wang did not hear the ring'. Det handler om øjeblikket. Men øjeblikket kan jo også være fatalt.”

Lav din egen hjemmeside med mono.net